Sverigebygget: Kæmpeinvestering i højhastighedsbaner

Onsdag 16. juli 2014 kl: 23:00
Af: Redaktionen

Den svenske regering vil investere 410 milliarder svenske kroner, som svarer til 330 milliarder danske kroner i infrastruktur, der skal skabe vækst i Sverige. 140 milliarder svenske kroner er afsat til skinner til højhastighedstog.

Ny transportinfrastruktur og nye boliger er omdrejningspunkterne i den svenske regerings nye store vækstplan, Sverigebygget. Et vigtigt element er bygning af højhastighedsbaner fra Stockholm til henholdsvis Göteborg og Malmö. Dette vil alene kræve en tredjedel af det afsatte milliardbeløb. Det skriver Ingeniøren.

De mange milliarder skal komme fra både private og offentlige investeringer. Blandt andet skal der investeres 140 milliarder svenske kroner på nye hovedbaner (skinner) til højhastighedstog, 70 milliarder svenske kroner på infrastruktur og kollektiv trafik i storbyer samt hele 200 milliarder svenske kroner på boliger. Det svarer til 2 millioner svenske kroner per bolig.

Investeringerne i hovedbanerne vil betyde, togenes hastighed kan komme op på 320 kilometer i timen.  Rejsetiden mellem Stockholm og Göteborg kommer ned på to timer og mellem Stockholm og Malmö på to en halv time.

Ud over Sverigebygget har den svenske regering også lanceret en national transportplan til 522 milliarder svenske kroner. Her indgår højhastighedsbanen dog også, men de øvrige 382 milliarder kroner er til andre formål.

Den svenske regering er også interesseret i et samarbejde med Danmark om en Øresundsforbindelse mere.




Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.