FDL'S MINDEORD OM TIDLIGERE FORRETNINGSFØRER HANS PEDERSEN FRA BRYRUP:

En kapacitet er gået bort

Tirsdag 22. april 2014 kl: 11:41
Af: Redaktionen

Manden, der om nogen var kendt som "Mr. FDL", tidligere forretningsfører Hans Pedersen fra Bryrup, døde før påske efter nogen tids sygdom. Hans Pedersen blev 73 år, og gik bort på dagen, hvor han fyldte 73 år. Hans Pedersen, nok bedre kendt som HP, blev begravet påskelørdag fra Bryrup Kirke

I anledningen af Hans Pedersens død har FDL skrevet følgende mindeord:

Efter et hektisk liv, først som vognmand, siden som forretningsfører for FDL samt direktør for Langtursvognmændenes Ejendomsaktieselskab, gik HP på pension, og det var ikke mindst for sammen med hustruen Fie at kunne dyrke sejladsen i parrets dejlige turbåd. 

Det var ikke mindst Hans Pedersen, der var med til at sætte klare aftryk på en stor udvikling inden for FDL. En aftale med Metax viste sig at danne skole for mange andre aftaler. Det var også HP, der fik en aftale i stand med det daværende rederi, Vognmandsruten.

Udover at være en seriøst arbejdende, og meget vidende, forretningsfører, var HP virkeligt godt inde i det tekniske område, og det var ikke usædvanligt, at ansatte fra Danske Vognmænd kontaktede HP for at få løst et teknisk problem. Hans øste altid af sin store viden, hvilket resulterede i, at de fleste kurser, hvoraf mange blev holdt i Gråmose, var en bragende succes.

Med Hans Pedersens bortgang, har vi mistet en kapacitet, hvis viden mange uden for FDL havde gavn af. Jeg havde selv den glæde, i mange år, at arbejde tæt sammen med HP. Vi var ikke altid enige, men HP var stor nok til at bøje sig, og han var ikke typen, der hoverede, hvis det var ham, der havde ret.


Vore tanker går til familien

Æret være Hans minde



Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.