Redaktion   •   Abonnement   •   Nyhedsmail   •   Annoncering   •   Skriv din egen nyhed   •   Websider og PR   •   Hjælp   •   Transportjob
Forsiden
      

International transportkoncern vil skære i CO2-udslippet

Onsdag 3. juni 2020 kl: 13:24
Af: Redaktionen

Transportkoncernen DSV Panalpina, der har hovedsæde i Hedehusende mellem Roskilde og København, har sat mål for, hvor meget og hvor hurtigt virksomheden skal reducere sin udledning af drivhusgasser. Det sker som en del af Science Based Targets-initiativet, som DSV Panalpina siden november sidste år har deltaget i

DSV Panalpina:
  • Forpligter sig til at reducere sine samlede Scope 1- og 2-udledninger med 40 procent inden 2030 i forhold til 2019
  • Forpligter sig til over samme periode at reducere sine samlede Scope 3-udledninger med 30 procent
Scope 1 og 2 omfatter udledninger fra blandt andet kontorer, lagerbygninger og firmabiler, mens Scope 3 omfatter udledninger fra transportaktiviteter udført af underleverandører.


I 2019 udgjorde koncernens samlede udledninger 16 millioner ton CO2, hvoraf størstedelen var relateret til transportaktiviteter udført af underleverandører. Det betyder, at DSV Panalpina må arbejde tæt sammen med sine underleverandører - rederier, luftfartsselskaber og vognmænd - for at nå målsætningerne.


- Med disse ambitiøse målsætninger sætter vi en langsigtet og tydelig kurs for vores klimaindsats. Vi vil være førende i branchen på dette felt, og vi ved, at det kræver en stålsat indsats fra hele vores organisation at nå vores mål, men dette er en kamp, vi skal vinde. Det er vores faste overbevisning, at bæredygtighed og langsigtet forretningsmæssig succes går hånd i hånd, siger DSV Panalpina’s administrerende direktør Jens Bjørn Andersen.


Han bliver suppleret af Lindsay Zingg, der er direktør for bæredygtighed, som peger på, at da DSV overtog Panalpina sidste år, besluttede koncernen at videreføre Panalpinas forpligtelser under Science Based Targets-initiativet.


- At vi på mindre end seks måneder midt i en integrationsproces har været i stand til indsamle alle data fra begge selskaber, udvikle ambitiøse mål og få godkendt dem af Science Based Targets-initiativet, vidner om, hvor meget vi brænder for dette initiativ, siger Lindsay Zingg.


Hun peger på, at i arbejdet med at reducere udledningerne deltager DSV Panalpina i forskellige initiativer - eksempelvis samarbejdet om bæredygtige brændstoffer, som virksomheden offentliggjorde 26. maj i år. Målet med dette projekt er at udvikle et anlæg, der kan levere bæredygtige brændsler i industriel skala til lastbiler, skibe og fly inden 2030.


DSV Panalpina har i dag et tæt samarbejde med sine leverandører og kunder om at tage smartere løsninger i brug og vælge grønnere alternativer, når det er økonomisk muligt. Koncernen tilbyder blandt andet sine kunder løsninger, der optimerer deres forsyningskæder, både i forhold til omkostninger og bæredygtighed, herunder konsolidering af gods og valg af optimal transporttype, rute og pakning med mere.


De nye mål sætter en klar kurs for koncernens indsats for klimaet, og DSV Panalpina arbejder på en detaljeret plan for de næste skridt på rejsen.




Fakta (Kilde: DSV Panalpina):

Hvad er Science Based Targets-initiativet?
Science Based Targets initiative (SBTi) er et fælles, internationalt initiativ drevet af Carbon Disclosure Project, FN’s Global Compact, World Resources Institute (WRI) og Verdensnaturfonden. Klimamål, der fastsættes under dette initiativ, er baseret på standarder, der er defineret af international klimaforskning som nødvendige for at nå målsætningerne i Parisaftalen.


Hvad er et ‘forskningsbaseret mål’?
De målsætninger, der fastsættes af virksomheder for at reducere udledningen af drivhusgasser, anses for at være ‘forskningsbaserede’, hvis de lever op til de nyeste forskningsmæssige standarder, der er defineret som nødvendige for at nå målsætningerne i Parisaftalen: At begrænse den globale opvarmning til under 2°C og at arbejde for at begrænse opvarmningen til under 1,5°C.

Hvorfor er det vigtigt at have mål, der er godkendt af Science Based Targets-initiativet?
Science Based Targets bygger på den ekspertise og stringens, der ligger til grund for opbygningen af en international forskningsmæssig konsensus, kombineret med en transparent tilgang, hvor virksomheder tildeles deres retfærdige andel af reduktionerne. Det betyder, at en virksomhed nu tydeligt kan vise, at den gør sin del af arbejdet for at nå Parisaftalens klimamål. Det samme er ikke muligt med andre klimamål, som dermed ikke er på linje med international klimaforskning og Parisaftalen.


Hvad betyder Scope 1-, 2- og 3-udledninger?

Scope 1-udledninger er de direkte udledninger fra egne kilder, f.eks. kontorbygninger og firmabiler.

Scope 2-udledninger er indirekte udledninger fra produktionen af købt elektricitet, vanddamp, opvarmning eller afkøling.

Scope 3-udledninger er alle indirekte udledninger (som ikke er omfattet af Scope 2) i den rapporterende virksomheds værdikæde, både i opadgående (køb) og nedadgående retning (salg) – eksempelvis udvinding og produktion af købte materialer og brændstoffer, transportrelaterede aktiviteter udført af maskinel, der ikke er ejet eller kontrolleret af den rapporterende virksomhed.


Hvordan er CO2-udledningerne for 2019 blevet målt?
Koncernen udledte i alt 16 millioner tons CO2 i 2019. Dette tal omfatter helårsudledningen for både DSV og Panalpina. Udledningerne er målt ved hjælp af EcoTransIT-beregningsmodellen.



Klik venligst

© Copyright 2024 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.

Print siden  

- Skanderborg-virksomhed er endt i konkurs
- Seks meldes døde
- Entreprenør tog tre tre-akslede tandem-trækkere med til Herskind
- Dem fra Nordlunde har fået en ny fire-akslet maskinanhænger
- Havn investerer og reducerer sin gæld
- Ny limfjordsforbindelse bliver emne på samråd med transportministeren
- Overføringsanhænger skal føre containere til og fra opgaverne
- Slagelse-virksomhed skal bruge to nye trækkere til entreprenøropgaver
- 23-årig kørte i stjålet lastbil
- Pusher-trækker skal tage læsset med gyllevogne med mere
- Beskæftigelsen steg med 33.600 på et år
- Fragtfirma medbringer truck til lasten

Skriv din kommentar:
Alle felter skal udfyldes!

Titel:
 
Kommentar:
 
Navn:
 
Email:

Adresse:

By:

Indtast bogstaverne: ÆØÅ
- så hjælper du os med at undgå spam.

Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget!
Klik venligst