Trafikselskabet Movia uddelte buspriser
Tirsdag 15. maj 2012 kl: 10:01
Af: RedaktionenKunderne var rundhåndede, da de sidste år blev spurgt om deres tilfredshed med busserne. Aldrig før har kunderne givet så høje karakterer - og ved den årlige konference for busselskaberne blev Årets Operatør 2011 kåret sammen med Årets "Tunge" linje, Årets S-bus linje, Årets Miljøpris og Årets Flere-kunder-pris
For tredje år i træk lå alle 33 garageanlæg i konkurrencen med et kvalitetsindeks på over 800 af 1000 mulige - og kundernes tilfredshed stiger fortsat. Samlet set fik busserne i 2011 et standpunkt på 834,2 fra kunderne i forhold til 833,0 i 2010.
- Det er festligt at fejre de busselskaber, som gør buskunderne glade - for vi tror på, at glade passagerer gør god reklame for busserne, så vi får endnu flere passagerer i den kollektive trafik. Og når den samlede tilfredshed med busserne, chaufførerne og driften stiger, så tyder det godt - og det skal busselskaberne og ikke mindst deres chauffører have anerkendelse for, siger administrerende direktør Dorthe Nøhr Pedersen, Trafikselskabet Movia.
Fem priser blev uddelt på henholdsvis 100.000 kroner til Årets Operatør, 50.000 kroner til Årets S-buslinje, 50.000 kroner til Årets "Tunge" linje, og 2 x 25.000 kroner til Årets Miljøpris og Årets Flere-kunder-pris.
De tre første priser uddeles på baggrund af over 25.000 kundeinterviews, der gennemføres hen over året på Movias buslinjer, hvor kunderne bliver spurgt om deres tilfredshed med bussen, rengøring, støj, chaufførens service, kørslen etc. - og den maksimale score er kvalitetsindeks 1.000.
Miljøprisen og Flere-kunder-prisen uddeles på baggrund af brændstofforbrug og passagertællinger.
Årets Operatør
Årets Operatør 2011 blev for andet år i træk Anchersen Rutes garageanlæg i Københavns Sydhavn, hvorfra operatøren kører en række busser i København. Kunderne kvitterede for Anchersens service med et flot samlet kvalitetsindeks på 891.
Sammen med æren og en gigant-check på 100.000 kroner fik Poul Anchersen fra Anchersen Rute også et maleri af kunstneren Finn Krogh med sig hjem til minde om prisen som Årets Operatør 2011.
Årets S-bus linje
Med et kvalitetsindeks på 844 vandt 500S og City-Trafiks garageanlæg i Ny Avedøre prisen som Årets S-bus linje - og en check på 50.000 kroner.
Linje 500S kører mellem stationerne i Kokkedal og Ørestad, og busserne kører hvert år næsten 73.000 timer med knap 3,5 millioner passagerer.
Årets "Tunge" linje
Trafikken i København og den store brug af københavnerbusserne gør det svært at opnå topscore i tilfredshedsmålingerne, og derfor har bybuslinjer, der kører mere end 50.000 timer om året, deres egen pris.
I år gik prisen til 3A og Arrivas garageanlæg i Ryvang. Kunderne på 3A gav buslinjen et kvalitetsindeks på 835 point, som udløste en check på 50.000 kroner, som repræsentanterne fra Ryvang sammen med æren kunne tage med hjem til garagen.
3A kører mellem Nordhavn st. og Valbyparken, og busserne kører årligt næsten 60.000 timer med godt 5 millioner passagerer.
Årets Miljøpris
Miljøprisen på 25.000 kroner gik i år til De Blaa Omnibusser i Holte, som har sparet 6,4 pct. brændstof (liter/km). Det har man gjort ved at installere et brændstofmålesystem i samtlige busser og holde nøje øje med det - og chaufførerne har ved hjælp af systemet lært at køre mere miljøvenligt.
En bonuseffekt af miljøvenlig kørsel er, at det også gør busturen mere behagelig for passagererne.
Årets Flere-kunder-pris
Prisen for den største passagervækst på en enkelt linje gik til DitoBus i Slagelse, som på buslinje 422 (tidl. buslinje 807) i Sorø øgede passagertallet med 55 pct. på et år.
Buslinjen kører ca. 2.600 timer om året, og det lykkedes DitoBus og selskabets chauffører at øge passagertallet fra knap 50.000 i 2010 til godt 77.500 sidste år - og det gav en check på 25.000 kroner med hjem fra operatørkonferencen.
Siden 1994 har Movia og tidligere HUR og HT undersøgt kundernes tilfredshed med busserne, og lige så længe er Årets Operatør blevet kåret. Det sker på den årlige operatørkonference, hvor Trafikselskabet Movia og de busselskaber, der driver buslinjerne for Movia, mødes til faglig sparring og diskussion af status og nye trends og muligheder inden for den kollektive bustrafik. Men det er altså også en festdag, hvor der uddeles priser til de busselskaber, der har fået kundernes bedste anmeldelser i det forgangne år.
.jpg)
© Copyright 2026 transportnyhederne.dk. Denne artikel er beskyttet af lov om ophavsret og må ikke kopieres eller på anden måde videreudnyttes uden særlig aftale.
Print siden - Når man ikke kan køre under...
- Letbanetog kører igen i Odense - i begrænset omfang
- Balance mellem mænd og kvinder skaber basis for et godt arbejdsklima
- Taxi-app og taxi-selskab har udvidet til Randers
- Ny letbanestrækning i Hovedstaden åbner 22. august
- Persontransportorganisation siger velkommen til den nye transportminister
- Lørdag holder letbanetogene i Odense stille
- Projekt om behovsstyret transport på Mors får tilskud på to millioner kroner
- Årsberetning fortæller om stor tilfredshed med chaufførernes kørsel
- Fællesråd for landdistrikter peger på et markant løft af den kollektive trafik
- Den nye transportminister er uddannet sygeplejerske
- Ny regering vil gøre det gratis for unge at køre med bus og tog
Skriv din kommentar:
| Alle felter skal udfyldes! |
||
Bemærk: For at undgå misbrug bliver din IP adresse logget! |





